|
Den store og robuste maine coon er en blid kæmpe, som følger med i alt, hvad der foregår i hjemmet. Maine coon-katten er fremavlet af det, som nok er verdens bedste opdrætter: naturen. Netop fordi racen er opstået naturligt, er det umuligt at fastslå præcis, hvordan den blev til, og det har givet anledning til en række legender om den charmerende kats opståen.
Legenderne fortæller historier om alt fra en krydsning mellem en huskat og en rødlos til en fantasifuld fortælling om Marie Antoinettes planlagte flugt fra Frankrig til USA, som dog endte med, at hun blev halshugget, inden hun nåede ombord på båden, og kaptajnen måtte sejle alene til USA med kun hendes ejendele om bord – heriblandt seks langhårede katte som blev forfædre til maine coon-racen.
En af de mest populære legender fortæller, at racen opstod, da huskatte i New England-området i det nordøstlige USA parrede sig med vaskebjørne (Navnet maine coon er inspireret af det engelske ord for vaskebjørn racoon). Indbyggerne i staten Maine syntes, at de første maine coon-katte lignede vaskebjørne. Sandsynligvis fordi den brune klassiske tabby med den stribede, buskede hale var mest almindelig i naturen, og fordi kattene har tendens til at sige en nærmest pippende lyd, der kan forveksles med lyden fra en vaskebjørneunge. I dag ved vi, at historien ikke har noget på sig, da det genetisk er umuligt for en kat og en vaskebjørn at få unger.
Den virkelige historie
Det mest sandsynlige er, at racen opstod som en blanding af korthårede og langhårede katte. Da nybyggere kom til USA og slog sig ned i New England, havde nogle af dem ikke kun pakket alt deres jordiske gods, men også deres firbenede familiemedlem med knurhår.
Efterhånden som landet udviklede sig, begyndte sømænd at bringe langhårede katte til området (det kan f.eks. have været norske skovkatte, som har en slående lighed med maine coon’en og angorakatte). De nye langhårskatte begyndte at parre sig med de korthårskatte, som allerede fandtes på østkysten, og en ny race blev til. Gennem naturens eget avlsprogram overlevede de stærkeste individer, og maine coon’en udviklede sig til en robust kat, der kunne holde til østkystens barske vintre og egnens karakteristiske skiftende vejr.
Allerede i 1800-tallet var maine coon-racen populær på udstillinger i hjemlandet USA, og da en af de første amerikanske katteudstillinger blev afholdt i 1895 i Madison Square Garden i New York, vandt en maine coon-hunkat æren af at være ”best in show”. Senere blev racen sat i skyggen af perseren og andre eksotiske racer, som var kommet til USA, og maine coon-kattene begyndte at forsvinde fra udstillingerne.
I 1959 blev racen ligefrem erklæret uddød, men det viste sig heldigvis at være en overdrivelse, og opdrættere arbejdede hårdt for at få genoplivet maine coon’ens popularitet. Det lykkedes som bekendt, og i dag er det den næstmest populære race i USA (kun overgået af perseren), og her i Danmark er racen også blevet populær.
Stor og robust
En maine coon er en stor og robust kat, og racen er en af de største tamkatte, der findes. Hankattene vejer normalt 6 – 9 kilo, mens hunnerne er noget mindre. De har en lang og solid bygget krop - den længste maine coon, der er registret, målte 121 cm!
Racen findes i en række forskellige farver og farvekombinationer, der er bl.a. hvid, sort, creme, tofarvede og tabbyvarianter. Maine coon-katten hører til blandt de semilanghårede katte, pelsen er tæt, og man kan tydeligt se en ”krave” omkring halsen. Den lange pels kan måske give indtryk af, at racen kræver meget pelspleje, men da det er en naturpels, er den overraskende let at holde. Det er dog nødvendigt at børste den igennem ca. en gang om ugen og være ekstra grundig i de perioder, hvor katten fælder.
Katte af denne race udvikler sig langsomt, og de kan blive ved med at vokse, til de er 4 -5 år gamle.
Den blide kæmpe
Maine coon-katten er kendt som ”den blide kæmpe”, et tilnavn den har fået på grund af sit velafbalancerede temperament. Den er rolig, loyal og accepterer hjemmets mennesker og aktiviteter med en ophøjet ro. Derfor kan de føle sig lige så godt tilpas i en stor og aktiv familie, som i mere rolige omgivelser. Racen har et socialt væsen og vil have stor glæde af at få selskab af en anden kat. De kommer som regel også godt ud af det med børn og endda også med hunde, kaniner og andre kæledyr.
Maine coon-katte er meget lærenemme og kan let trænes til forskellige ting (de lærer også lynhurtigt at træne deres mennesker!). Det er en meget legesyg race, som har lidt af en klovn gemt i sig. En dryppende vandhane, der indbyder til leg, kan f.eks. straks forvandle denne store, intelligente kat til en fjollet, firbenet klovn. De fleste maine coon-katte elsker at hente ting, deres menneske kaster – ligesom hunde, og faktisk kan deres temperament og sociale væsen minde lidt om en hunds.
De foretrækker lege, hvor de skal fange ting på gulvet med poterne (sikkert et levn fra tiden som professionelle musejægere på gårde og skibe i New England). Maine coon-katte har i det hele taget tendens til at bruge deres poter meget. De kan finde på at gribe om små ting med poterne og samle dem op på den måde, og kan hurtigt få lært at bruge poterne til f.eks. at åbne skabe. Man kan også møde nogle eksemplarer af racen, som spiser med poterne frem for direkte af deres madskål eller slår med poten ned i vandskålen, inden de drikker - denne vane menes at være et andet levn fra oprindelsen som naturkat, der om vinteren måtte slå hul på isen på søerne for at kunne drikke vand.
De mjaver ikke så tit, men når de gør, er det med en blød og let skinger stemme, som slet ikke passer til deres størrelse. Til gengæld har de et helt arsenal af andre lyde og er kendt for deres usædvanlige, nærmest pippende lyd, som man ikke hører hos andre racer.
Følger med i alt
En maine coon trives godt som indekat, hvis den ikke har prøvet andet, men hvis du bor i hus, vil den være glad for at kunne komme ud i en indhegnet løbegård eller have.
Det er en meget social kat, som helst vil følge med i alt, hvad der foregår i hjemmet. De er meget glade for menneskekontakt, men plager ikke om opmærksomhed. I stedet sørger de for at være i nærheden af deres mennesker, holde øje med alt hvad de laver og ”hjælpe til”, når de kan.
Racen er meget kærlig og knytter sig tæt til sin tobenede familie, men selvom den elsker kæleture, er det ikke en udpræget skødekat. Som regel foretrækker maine coon’en at ligge i en stol ved siden af dig i stedet for at ligge på skødet, men det afhænger af den individuelle kats personlighed, og man sagtens møde en skødekat i imponerende størrelse i form af en maine coon. |
